Er vi meeting professionals?

Jeg ved det ikke, og jeg kan godt være lidt i tvivl om, hvad det dækker over og hvad der definerer det.

Eftersom vi i vores professionelle virke arbejder med møder, er vi vel meeting professionals. Men hvis man anskuer definitionen som en gruppe af mennesker og virksomheder der har en fælles tilgang til arbejdet med møder, så opstår min tvivl. Særligt når værdiskabelse og ROI florerer som centrale begreber for definitionen af denne gruppe.

Er vi stand til at skabe værdi?

Ja for dælen, det er vi. Og det vil jeg blive ved med stolt at sige højt, hver gang jeg står i mine spidse sko og fagter med armene ved siden af min præsentation.

Er vi i stand til at skabe ROI?

Jeg tror det, men jeg er ikke i stand til at påvise det. Jeg påstod engang at jeg kunne, men det gør jeg ikke længere. Og jeg snakker ikke mere om det, når jeg står der og vil fremstå troværdig, mens jeg skifter mine slides.

Øhmans Illus - 21

Jeg er gennem min tid stødt på en del meeting professionals der benytter en forretningsmodel der i høj grad baserer sig på kick-back, kommission og lign. Og det er her at værdiskabelse og ROI som definerende faktorer begynder at flimre lidt for mig. For med en model, hvor den der skaber værdiskabelsen og ROI samtidig øger sin egen indtjening, ved at lukke så mange mennesker som muligt ind i et mødelokale, få dem til at blive der så længe som muligt og i øvrigt gør sig umage med at fylde store mængder gear og dekorationer ind til mødedeltagerne – ja så stiller det krav til præmisserne for værdiskabelsen og ROI.

Mødet som et element i et forløb af kommunikation

I vores version skaber vi værdi af møder, ved at anskue selve mødet som et enkeltstående element i et forløb af kommunikation mellem de involverede mennesker. Mødet udgør det fysiske kontaktpunkt i rækken af forskellige kontaktpunkter, og vi tillægger det en særlig betydning grundet det kommunikative potentiale det rummer. Og vi er ekstra omhyggelige med det, fordi det lægger beslag på de involveredes tid og som regel er forbundet med en del omkostninger. Men det kan ikke stå alene.

Forestil dig, at du en dag på dit eget arbejde forlader kontoret, dine kolleger og dine opgaver. Du går over på den anden side af gaden og ind i et rum der alene i sit visuelle udtryk får dig til at glemme dine opgaver tilbage på kontoret.

Du står sammen med andre mennesker, der også har glemt deres kontorer og opgaver, og pludselig går døren op og en højttalende mand med madonna-mikrofon og hornbriller træder ind og begynder at facilitere helt vildt. Du bliver grebet af stemningen, griber nærmeste tusch og begynder at skrive på post-it’s som du så sætter op på store plancher på væggene. Sammen med de andre i rummet leger du galleri, og begynder at sortere i de gule lapper indtil I bliver enige om de 5 vigtigste. Dem tager du ned af væggen, går ud af rummet, over vejen og tilbage på dit kontor.

Her træder du ind til dine kolleger, der ser ud nogenlunde som da du forlod dem. Du kigger på din computer hvor der er tikket 43 mails ind som står og venter på at blive læst. De fem af dem har endda røde flag fordi de er sindssygt vigtige. Efter at have afgjort din indre konflikt om hvorvidt gul eller rød er vigtigst, rømmer du dig og påkalder dig dine kollegers opmærksomhed. Du begynder efter bedste evne at fortælle om de gule post-it’s, hvad de lettere utydelige tusch efterladenskaber på dem betyder og hvorfor I alle skal prøve at gøre det der står på dem i stedet for det I plejer. Du mærker, at det er lidt sværere at sælge ideerne end på den anden side af gaden, og du savner ham med hornbrillerne. Hvis han bare lige havde trådt ind ad døren, revet kontorstolen væk under den nærmeste kollega, hoppet op på den og råbt lidt i sin madonna-mikrofon, så havde det hele nok været lidt lettere…

Men hvis nu du, inden du gik over vejen, havde samlet kollegerne og spurgt dem hvad der skulle til for at I alle kunne levere lidt bedre, eller måske bare sendt en mail med spørgsmålet og taget svarene med over gaden. Så havde manden med hornbrillerne måske ikke behøvet råbe så højt.

Og tænk på forskellen når du kom tilbage på kontoret med dine gule lapper. Det kan være dine kolleger nu selv spurgte, hvad I var kommet frem til. Og tænk hvis I, i tiden derefter, løbende talte om ideerne, delte erfaringer på kontoret eller på intranettet og holdt motivationen oppe ved at sige det højt, når det gik godt. Det kunne være det gav anledning til at ideen blev til handlinger og måske i sidste ende til ændret adfærd. Men det ville kræve, at der blev kommunikeret en del mere end kun på den anden side af gaden.

Lige meget hvor flotte plancher, hvor højteknologisk gear og hvor meget horn der er i facilitatorens briller til mødet, så tror vi ikke man kan begrænse sig til udelukkende at fokusere på mødet, hvis man vil skabe ændringer der fører til reel langsigtet værdi.

Vi tror på, at helikopteren skal lidt højere op end der hvor man snakker om, hvorvidt man sover på hotel eller i tipi, om man spiser økologiske rugklappere i stedet for trekantsandwich og om man skal have en fin app der viser at man er ankommet til mødet – altså hvis man vil tale om den slags værdiskabelse der udvikler virksomheder og berettiger investeringer.

Vi tror det er begrænsende, og i værste fald direkte værdiforringende, udelukkende at fokusere på selve mødet. At det er vigtigere at tale om, hvilken adfærd der er hensigtsmæssig og hvordan vi kan bruge det fysiske møde mellem mennesker i en proces der skaber en adfærdsændring, frem for at jonglere med sin regnemaskine og sine sproglige egenskaber for at konstruere indholdet til slidet i evalueringen med overskriften “ROI”, i forsøget på at påvise at man kan tvinge et økonomisk begreb ned over kommunikation mellem mennesker med hver deres holdninger, forståelser og perspektiver.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer eller spille hellig ift. forskellige forretningsmodeller, men hvis en meeting professional ikke er i stand til at flyve helikopteren derop hvor man ultimativt er klar til at aflive mødet for at skabe den kommunikative proces der fører til de ønskede forandringer, ja så er vi ikke meeting professionals.

Back